Overvej følgende. Du er til fest. En superhyggelig én. Du får en drink og så får du lige en ekstra. Du socialiserer med de tilstede værende, diskuterer, pjatter og får lige en drink til. Så skal træbenet også lige svinges og mon ikke du får en drink til i baren. Uden du har skænket det en eneste tanke har du haft en virkelige fornøjelig aften og fået mere end rigeligt indenbords.
Det er først da du er på vej hjem, hvad enten det er i en Taxa, til fods, pr. cykel eller kravlende, at du opdager, at du vist lige har fået en drink for meget. Nå, men skidt pyt. Det er jo sket før. Hjem i seng, måske ligr lidt vand og et par piller til den efterfølgende morgen liggende ved siden af.
SÃ¥ sker det. Du fÃ¥r en pÃ¥trængende følelse af, at der er et eller andet der blot ska’ ud – og det er lige nu! MÃ¥ske er det lige før der er decideret bræktendenser. Men lige meget hvad – det vil blot ikke komme op. Du begynder at fÃ¥ mavekramper, mÃ¥ske kryber du sammen i fosterstilling, med benene godt oppe. Men stadig væk sker der intet. Du fÃ¥r det blot dÃ¥rligere og dÃ¥rligere.
Efter et par timer lykkes det dig at fÃ¥ blot en smule op. Men det er stadig ikke ovre. Der er stadig mavekramper. Dog sker det igen lige pludselig. Du ska’ bare finde en tønde og skrige Ulrik!!! Endelig er det ovre. Du kan slappe af – tilbage er blot en hamrende hovede – og en nabo der blot elsker at skrue op for Abba Greates kl. 12.00 om formiddagen.
Forestil dig nu, at du er et spædbarn, der har fÃ¥et den bedste modermælk – men bare ikke kan komme afsted med en ordentlig bøvs! SÃ¥ kan det tage timer før bøvsen (eller bøvserne) er kommet op til overflade. Men det hjælper da at hænge pÃ¥ far imens 😉